Tuesday, May 30, 2017

Hvem har rettighederne til en fortalt historie?

Tjah, hvad skal man sige, her lige før flyet letter og tager mig over vandet. Jeg oplever en forsimpling her i et dilemma, jeg har levet med siden jeg som højskolelærer i 1994 trådte ind i fortællingens verden. Forsimplet bl.a. af den grund, at fortælling ikke er litteratur, selv om vi nu er under Statens Kunstfond som Mundtlig Litteratur. Mundtlig fortælling er en vekselvirkning, en venligt vibrerende vekselvirkning, også mellem fortællinger, der er profane og samlet op på et værtshus, fortællinger er også episoder, som jeg oplevede på gaden (hvis jeg så oplevede det sammen med en anden fortæller, hvem har så ejendomsretten til fortællingen om begivenheden?). Og fortællinger er også fortællinger, som er urgamle og samlet op fra mundens gemmer. Hver historie har sit eget liv og sin egen historie og du er bærer af den historie. Jeg siger ikke dette, uden at kende til problematikken. Lad mig give et eksempel. Jeg oplevede i begyndelsen af min karriere en ung pige fortælle en af mine selvlavede historier (det skal lige indskydes her, at historien er en parafrase over en af H.C. Andersen´s historier). Den unge kvinde indledte historien med: "Jeg har lavet en historie". Min største anke mod dette var, at den unge kvinde følte, at hun lige skulle sige, at det var hende selv, der havde skabt historien. Det var decideret tåbeligt. Hun blev meget skamfuld, da hun fortalte mig, at det var hendes lærer, der havde fortalt historien og at hun havde opfattet det som om, han havde lavet historien. Da hun så, at han ikke var i lokalet, kunne hun fortælle den, som om det var hendes egen. Så nu havde jeg pludselig en lærer, der ikke kunne finde ud af at indlede med at fortælle, hvor han havde historien fra. Samme historie blev fortalt af en norsk fortæller til den norske prinsesse Marta Louise med selv samme indledning. Denne norske fortæller indledte historien med: "Jeg har lavet en historie (...)" Så jeg ved godt, at der er et dilemma. Og det nemmeste ville være at lave firkantede retningslinier, som alle skal overholde, mest fordi det er det bekvemmeste. Det svære er at fastholde en høj grad af moral fra hver enkelt fortæller. En moral, som hele tiden peger indad og hele tiden skal stilles op mod den praktiske virkelighed. Hvordan har jeg det med det her? Hvad vil jeg sige til at begynde med? Der er situationer, hvor det bare ikke fungerer at fortælle om historien. Der skal historien bare fortælles, lige på og uden omsvøb. Det er dette og andre aspekter af dette, vi må være i konstant dialog om. Være i samtale om hvad det er, der rører sig derude. Dialogen må bæres af historier om virkelige begivenheder, ikke stramme regler, der minder om paragraffer. Jeg synes, at jeg som anarkist ville lave dette indspark, mest fordi dilemmaet er evigt aktuelt og efter min mening ikke bare kan lukkes med et forsimplet regelsæt.

Edinburgh

Edinburgh

The ale mother
With all her doubts
Listened to the pibes
and the organ crowds

chorus
It is all about a town
a merry go round
If you´d been there
you know the sound

Traffic off course
and peoples chat
A seagull scream
and a pibe on top of that

On a cliff so cruel
A medieval castle so pure
The volcano so quiet
will give you a cure

The hearts of the people
filled with pride and joy
Under the playful steeple
I discover a little boy

Waiting for the dog to move
Seven years that dog sat
on a grave so groove
didn´t chase neighbors cat

chorus
It is all about a town
a merry go round
If you´d been there

you know the sound

When I woke up
with a hangover cold
My voice was sour
And I felt so old

A cofee shop offered 
a tea and a smile
I watched the parade 
on the royal mile

chorus
It is all about a town
a merry go round
If you´d been there
you know the sound




Woodstories

Weekendens fortællearrangement på skønt beliggende Fændrikhus ved Esrum Sø, som man finder på en god halvandet kilometers vandring ...