Lysets kræfter
I dag er det forårsjævndøgn. Lige meget lys og mørke og i morgen er der mere af lyset end af mørket.
Inspirerende at tænke på. I går hørte jeg raido, DR P1. Jens Gaardbo havde en gæst på besøg, Steen Møller - ham med Daimi og halmhuse og en herlig nordjysk accent. Han havde ingen gæld, ingen tilskud. Han fortalte om de mørke kræfter, som han ser. Det mørke, som omgiver os, når vi køber endnu en dims, endnu et substitut for det, som er virkeligt: Mennesker og poesi, historiefortælling.
I 2005 skrev jeg ligesom alle andre en kronik om H.C. Andersen. Da jeg har snakket færdig med H.C. og sagt, at jeg hellere vil snakke med hans bedstemor end med ham, smiler han og siger, at han vil hilse. Så går jeg derfra med en tanke om poesien. her er sidste del af kronikken, bragt i frederiksborg amts avis den 23. januar 2005:
På stien hører jeg, at der er meget vand i bækken. Den klukker. Den har en egen sang, en poetisk tone. Jeg har aldrig hørt en bæk klukke sådan. Som om den klukkede og gjorde glad kun for min skyld. Og det er det, der måske er det største. Jeg ved, at det er til kun for mig, men samtidig mærker jeg og forstår, at det ikke som alt andet i vor tid ellers er. Jeg leder for at finde det rigtige udtryk. Så slår det mig. Aleneskabende! Det er det, vi hele tiden omgiver os med. Ting, som gør os mere alene. Poesien, derimod, gør ingen alene. Snarere får den mig til at hænge sammen med andre mennesker. For de kan også, hvis de bare lytter på den måde, opleve det samme. Det er der. Lige foran vores øjne, i vores ører, på vores krop.
Inspirerende at tænke på. I går hørte jeg raido, DR P1. Jens Gaardbo havde en gæst på besøg, Steen Møller - ham med Daimi og halmhuse og en herlig nordjysk accent. Han havde ingen gæld, ingen tilskud. Han fortalte om de mørke kræfter, som han ser. Det mørke, som omgiver os, når vi køber endnu en dims, endnu et substitut for det, som er virkeligt: Mennesker og poesi, historiefortælling.
I 2005 skrev jeg ligesom alle andre en kronik om H.C. Andersen. Da jeg har snakket færdig med H.C. og sagt, at jeg hellere vil snakke med hans bedstemor end med ham, smiler han og siger, at han vil hilse. Så går jeg derfra med en tanke om poesien. her er sidste del af kronikken, bragt i frederiksborg amts avis den 23. januar 2005:
På stien hører jeg, at der er meget vand i bækken. Den klukker. Den har en egen sang, en poetisk tone. Jeg har aldrig hørt en bæk klukke sådan. Som om den klukkede og gjorde glad kun for min skyld. Og det er det, der måske er det største. Jeg ved, at det er til kun for mig, men samtidig mærker jeg og forstår, at det ikke som alt andet i vor tid ellers er. Jeg leder for at finde det rigtige udtryk. Så slår det mig. Aleneskabende! Det er det, vi hele tiden omgiver os med. Ting, som gør os mere alene. Poesien, derimod, gør ingen alene. Snarere får den mig til at hænge sammen med andre mennesker. For de kan også, hvis de bare lytter på den måde, opleve det samme. Det er der. Lige foran vores øjne, i vores ører, på vores krop.
Comments