Billederne på bordet

Mødet


Der sidder en mand på 67 år overfor mig ved det runde spisebord i stuelejligheden i forstaden Glostrup. Han læner sig frem for at se de fotografier, jeg har med til ham. Et sort/hvidt billede af en gammel motorcykel, en række mennesker foran en stor bondegård, en ung arbejder stående med rygende bly på Poul Bergsøe og Søn. Jeg ser på manden, en fremmed.

Manden er min far.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde har siddet sådan. Koncentreret om at finde ud af, hvem han er, hvad han står for og hvad jeg kan lære af ham.

Min far gik på arbejde, jeg husker Larsen og Nielsen Betonelementfabrik, hvor Brøndby Strands beton blev støbt. Det var min far, der skabte elementerne i Brøndby Strands grå mure.

Min storesøster døde, da jeg var 8 år og efter det begyndte der en tid for mig med masser af ballade, oprør og tisse i bukserne. Min far stod på sidelinjen og lod mig forbløde i min mors følsomhed. Den tids mænd overlod al føleri til deres koner, der så passende kunne blive lettere hysteriske.

I ti år, fra jeg var 15 år til jeg var 25, syntes jeg at han var åndssvag i ordets bogstaveligste forstand. Og at det ikke kunne passe, at den uintelligente mand, som hver aften sad i lænestolen, uden at sige noget klogt og uden at have læst nogle af de bøger, som jeg mente man skulle have læst, Nietzsche, Schopenhauer og Platon - at han skulle være mit fædrene ophav.

Jeg lyttede til Simon Spies´ stemme i radioen og var overbevist om, at der var min far. Simon var klog, han var provokerende, han var følsom, alt sammen egenskaber, jeg kunne genkende hos mig selv. Det var straks sværere, når jeg så over på den mand, der sad og læste Ekstra Bladet og røg Mac Barens Mixture. Jeg syntes, den mand var dum som en dør og havde kun foragt overfor ham.

Da jeg mødte min nuværende kone og fik bare en anelse ro på mit liv, fik jeg lyst til at fortælle min fars historie. Jeg ville lave en video om hans sidste arbejdsdag. Jeg ved ikke, hvor idéen kom fra. Men jeg var overbevist om, at verden ville lytte til min fars historie. Da jeg præsenterede ham for idéen, var han ikke specielt interesseret. ’Hvad skulle det nu være godt for?’ Men jeg var stædig og mente, at det ville være godt for ham, for mig og for verden. Han accepterede uden entusiasme.

Derfor sidder jeg nu i hans stue ved spisebordet. Min mor sidder ved sofabordet i den grønne lædersofa og strikker. Min far smiler ved billederne fra Bergsøe og Søn og fortæller om at han ikke havde lyst til at være på treskift og ville på dagholdet. Det kunne han ikke komme. ’Så holder jeg i morgen’, var min fars kommentar. ’Det kan du ikke’. Jo, det kunne min far. Så næste dag afleverede han sit værktøj. Og da var det lige før, han kunne komme over i direktørstolen.

Jeg ser fascineret på min far. Han er en beskeden, ordholden og yderst sympatisk mand, som jeg godt ville have haft som far, dengang jeg havde brug for det. Men han fik vel ikke lov. Min mor var hele tiden i vejen.

Pludselig blander min mor sig i snakken. Jeg vender mig irriteret. Men så hører jeg min fars stemme. Den er afvisende på en behagelig måde. Han siger bare til hende, at det ikke er hende, der er på i aften og at mikrofonen slet ikke kan optage hendes stemme. Stille og roligt får han hende til at tie stille, så vi kan gå videre med vores projekt.

Min far

Aage Verner Jensen blev født i 1922 i en søskendeflok på 13. Han var 10 år gammel, da han blev sendt ud for at tjene. 25 år gammel blev han forkarl på Bostrup Østergård oppe i Salling, hvor han kom fra. Han havde ansvaret for over 20 heste og tre karle skulle hele tiden beskæftiges. Da han ikke kunne blive enig med manden på Bostrup Østergård om lønnen, skaffede han sig hyre på Glostrupgård, 13 kilometer fra København, hvor han med det samme vidste, at her blev han ikke længe. Maden var elendig, så efter 3 måneder søgte han arbejde på Poul Bergsøe og Søn, en fabrik, hvor bl.a. bly og andre giftige metaller blev samlet, opvarmet og støbt til store firkantede klodser.

Jeg lytter fascineret til min fars fortælling. Den er præget af at han har en 100 % konkret indstilling til livet. Der er intet abstrakt i måden at favne og forstå verden.

Jeg tænker over, hvor meget anderledes min verden er. Der er næsten intet konkret, alt er abstrakt.

1951 blev han gift med min mor, Rigmor som kom fra Norge og var en følsom kvinde. De fik to børn, hvoraf den ene døde af kræft, da hun var 13 år.

Vi taler ikke længe om min storesøster. Det er ikke et emne, min far har lyst til at dvæle ved.

I 1972 blev han jord – og betonarbejder og har været det lige siden.

Min far har talt sig varm. Han fortæller om kollegaer, der betyder noget for ham og hvordan man ikke skal finde sig i alting.

Han fortæller om Sven Flugt, en ingeniør han helt tydeligt har meget respekt for. Men sådan har det ikke altid været. I starten havde de deres kontroverser. En dag havde Svend Flugt sagt til min far, ’så nu kan du gå ned i skuret og køle af’. Min far kendte reglerne på en byggeplads og det er ikke ingeniøren, men sjakbajsen, der kan give den ordre. Så det fortalte min far en ophidset Sven Flugt. ’Du kan ikke sende mig ned i skuret, det er kun Jørgen der kan det.’ Og sådan blev det. Aage stod fast på sin rettighed og Sven Flugt måtte kapitulere.

Min far konstaterer tørt, ’at siden den dag har vi været de fineste venner’.

Jeg tænker på det der med at kunne sætte grænser for andre mennesker, når de træder ind over ens enemærker. Og jeg mærker en irritation mod min mor og det hun står for.

Jeg kunne godt have brugt noget af min fars power i mit liv. Det tog mig mange år at lære at sige fra. Måske fordi det eneste jeg havde med mig i bagagen var min mors tolerante og forstående følsomhed.

Set i bagspejlet var det ikke min mors skyld eller fejl. Det var sådan, verden var. Mændene skaffede pengene, kvinderne passede børnene. Eller sagt på en anden måde: Mændene handlede, kvinderne følte.

Min generation gjorde oprør mod de traditionelle kønsroller. Vi prøvede at definere en ny følsomhed fra mændenes side. I det projekt manglede vi vores fædre som rollemodeller. Borte havde taget dem og vi, de nye følsomme mænd, anede ikke, hvordan vi skulle tackle verden.

Denne aften får jeg lov til at spejle mig i min fars måde at gøre tingene på. At det bl.a. er muligt på en stille, håndfast måde at markere, hvor ens grænser er.

Respekt

Mødet forandrede mit liv. Og det havde afgørende betydning for vores fælles liv. Vi begyndte at tale sammen om forskellige emner, som vi aldrig havde berørt før. Der var kommet en gensidig respekt ind i vores samvær, som vi begge nød.

En vigtig ting var, at min far opdagede at jeg også arbejdede. Det havde han aldrig forstået før. Før arbejdet med filmen om ham i 1989 havde jeg lavet teaterforestillinger i Ungdomshuset på Jagtvej, organiseret teater - udvekslingsprojekter med italienske og afrikanske skuespillere, udgivet digte i Hvedekorn samt studeret Dramaturgi på Århus Universitet – alt sammen noget, som min far ikke kunne forholde sig til.

Da vi optog filmen på byggepladsen, var vi de første der kom om morgenen og de sidste, der tog af sted om aftenen. Vi opførte os ordentligt overfor hans sjak og blev taget godt imod. Vi knoklede for at lave en god film, og det skabte respekt.

Videoproduktionen fortsatte uden at min far forandrede attitude overfor projektet. Han var høflig og stillede aldrig spørgsmålstegn ved de ting, vi foreslog ham at gøre. Han gjorde det med en suveræn naturlighed i alt, hvad han foretog sig. Min far spillede aldrig min far. Min far var min far. Hele tiden.

Det kom der en rigtig god film ud af, Aage takker af, som TV2 Danmark købte til visning den 4. juni 1991. Da var min far og mor flyttet over til os i Jylland og min far var berømt i Galten en hel uge. Det tog han naturligvis, som han tog al anden virak: Med ophøjet ro og et ’nå ja, så vigtigt er det vel heller ikke’.

Min far døde i 2004 efter et langt og virksomt liv.


Se filmen

Comments

Popular posts from this blog

At give respons på en historie