Sunday, October 08, 2006

undervisning på CBS, den 4. oktober

Bøger brugt som inspiration til dette forløb ud over Steve Denning og Rolf Jensen:

Jesper Højbjerg Christensen: ”Mod et nyt paradigme for organisationens kommunikation”, i Jørn Helder og Leif Pjetursson: Modtageren som medproducent, Samfundslitteratur, 2002, ISBN 87-593-1000-6, pp. 167-210

Jesper Kunde: ”Corporate Religion”, Børsens Forlag, 1997, især kap. 3 og 8 - om at demerge: model p.263

Klaus Fog, Budtz og Yakaboylu: ”Storytelling, branding i praksis”, Samfundslitteratur, kapitel 3 og 7.

Søren R. Nymark: Organizational Storytelling, Forlaget Ankerhus, kap.11, 12 og 13.

Majken Schultz og Yun Mi Antorini: Corporate Branding, kap. 8 og 9.

Majken Schultz: ”The classic perception and application of branding has been dominated by a product mindset based in the marketing discipline. This model focuses on creating a strong market position for stand-alone products and services, attracting and retaining customers by an optimal marketing mix. More recently, the focus has shifted from a branding stand-alone products and services to a branding of the organization itself.” P. 24


Angående branding:
Steve Denning påstår, at et brand betyder et løfte og at løftet skal blive indfriet ved den varens kvalitet. Bemærk, at det engelske reklamebureau, som Novo har engageret, siger det samme.”What is the promise, your brand signalizes?”

Bemærk også, at Steve Denning i den første bog, hvor de syv former for fortællinger figurerer, nemlig ”The Squirrel Inc: ” kun har syv former for fortællinger og at den ottende, branding kommer på i hans bog fra 2005, ”A leaders Guide to Storytelling”: Her er Steve´s ord om branding:

Se min blogg, http://seengh.blogspot.com/ for en diskussion af, om Springboard Modellen virker i en iværksætters arbejde med at sælge sit produkt.

Vi snakkede om Heartstorm, Rolf Jensen.
Side 82-83 gennemgår han, hvordan aktantmodellens modstander/hjælper – akse udvides, så den kan bruges i fortælle-hjulet.
Hovedpersonen en en mand, der repræsenterer kunden (protagonisten kan altid genkendes på, at vedkommende gennemgår den største forandring)
Modstanderen er alt det, som fastholder ham i det, som han gør nu.
Hjælperen er den, der gør kunden i stand til at få sit ønske opfyldt, at få produktet.

Den gode fe er brandet.

Når du har købt en Hestens seng til 100000,- kr. forventer du, at vennerne spørger om den er god (og de har et glimt i øjet, når de spørger) – der skal altså være publikum for at gøre hovedpersonens erhvervelse af et dyrt brand værd at gå efter.

Målet er beskrevet ovenfor.




Klaus Fog + arbejder i bogen Storytellling, branding i praksis med


Aktantmodellen

Der er bestemt ingenting i vejen med aktantmodellen, blot er den ikke repræsentativ for en moderne opfattelse af strukturen i en historie.

Eller rettere: Aktant-modellen er udtryk for, at en forsker har set indholdet i en række russiske folkeeventyr igennem - han har altså ikke analyseret fortælleform, fortællemåde, social kontekst etc. Derved afskærer han en væsentlig del af den mundtlige kommunikation. Når vi ser på, hvordan folkeeventyrene er opbygget nærmest skabelon-agtigt med tre-taller, genkendelige modstandere og hjælpere, kan det forekomme paradoksalt, at de har haft en så stor gennemslagskraft, som de har.
Grunden til dette er at folkeeventyrene fungerede langt mere komplekst end vi kan forestille os i vores fortrinsvis envejskommunikative verden. Form og indhold er uadskillelige størrelser og var det allerede dengang, hvor mennesker fortalte folkeeventyr, ikke for at underholde, men for at overleve. Interessant er det, at bl.a. den danske forsker, Evald Tang Kristensen altid fortæller om, hvor han har sine historier fra. Ved at læse Evald Tang får vi et enestående indblik i, hvem og hvordan disse historier blev fortalt, og forstår, at det langt mere interessant at se på hele konteksten end kun analysere indholdet af historierne.

Der er en scene i filmen Reservoir Dogs, af Tarantino hvor en politagent, der i banden har fået navnet Orange spørger sin politikollega, hvad han skal gøre for at blive accepteret i en bande. De to mænd sidder i en bar. Den anden politiagent fortæller ham, at han skal bruge en historie, der foregår nede på et toilet, hvor der står fire politibetjente og en schäfer. Han har en taske fyldt med mariuanna på sig og han går ned på toilettet og tisser, mens hunden gør og politfolkene kigger mistænkeligt på ham. Historien skal vise, at manden han en kriminel fortid og at han ikke har nerver.
Sekvensen starter i caféen – rammehistorien. Derefter er der en passage, hvor vi bevæger os tre fysiske steder. Starter på et tag, hvor Orange får udleveret historien som et firesidersmanuskript, fortsætter i agent Orange´s lejlighed, hvor han lærer historien udenad, går videre til en generalprøve ude på en forstadsscene med den anden agent som lytter. Samtidig ser vi progressionen, både i historien om potten på toilettet og i Orange´s arbejde med historien, han bliver bedre og bedre til at fortælle.
Markant klip - forberedelsen er slut, nu gælder det banden. Klip ned til en bar, hvor banden står og lytter til Orange. Det er lige der i historien, hvor han er på vej ned på toilettet.
Klip. Nu går han i filmen ind på toilettet, stadig med lyden fra Orange, der fortæller i baren. Klip i billede tilbage til baren. Kamera rundt, mens Orange fortæller at han blev bange.
Markant klip til toilettet - nu både billede og lyd – Orange fortæller ikke mere hen over billederne. Den ene politimand er ved at fortæller en helt anden historie om en mand, der var ved at blive skudt. Orange tisser, vasker hænder og tænder for håndtørreren. Slow motion. Meget dramatisk.

Klip tilbage til baren, hvor Orange fortæller færdig. Kommentarer fra de andre i banden.
Klip tilbage til caféen, hvor sekvensen startede og hvor Orange´s politkollega spørger, hvordan de andre medlemmer i banden er.

Vi har minimum været seks locations og sprunget min. ni gange fra et fiktionslag til et andet - ubesværet er vi sprunget ned og op af fiktionsstigen.
Den logiske progression er båret oppe af Orange´s arbejde med at lære historien at kende.

Du kan se klippet her: http://youtube.com/watch?v=-xKD8KmpQDQ


LOU GERSTNER, Chief Executive Officer of International Buisiness Machines Corporation 1993-2002
Bog: ”Who Says Elephants Can´t Dance?”
Status april 1993: IBM var på vej til at blive opdelt i forskellige afdelinger og divisoner og der var mere end 70 reklameselskaber involveret i at fortælle historien om IBM. IBM taber 3/4 mia. dollars om måneden og er på vej til et rekordstort underskud på 8,1 mia. dollars.
Status 2002: Selskabet er fokuseret. Tabsdivisionerne er skåret fra og der er et overskud på 7,1 mia. dollars.
Hemmeligheden: Enkel og klar kommunikation. Walk the talk. Fokus på kunden.

Et eksempel på enkel kommunikation:

Lou Gerstner opdagede, at IBM var fyldt med gode idéer, som der ikke blev arbejdet videre med – lunkne projekter.
Så han sendte en mail til samtlige medarbejdere (ca. 300000) og fortalte dem, at de skulle tage alle deres projekter frem. De lunkne skulle så enten kastes i skraldespanden eller de skulle have fuld opmærksomhed. En streg i sandet.

Monday, September 25, 2006

Former for historier i en organisation

I "Fortæl en historie" påstår jeg, at der er grundlæggende tre former for fortællinger i en organisation:

jeg-historier, vi-historier og fremtidshistorier - her er ingen målsætninger med historierne. Formålet ligger implicit og jeg tegner et træ som metafor for en organisation. Organisk og vekselvirkende.

Jeg har scoret opdelingen fra en artikel af Noel M. Tichy: - se den her:



Steve Denning påstår, der er syv former, som han udvider til otte i sin seneste bog, "A Leadership Guide to Storytelling", Jossey and Bass 2005 - se mere om Steve her.

1. Springboard, 2. jeg-historier, 3. branding (den senest tilkommende af de otte!), 4. værdi-historier, 5. teambuiliding, 6. dræbe rygter 7. vidensdeling 8. visions-historier.

Steve Denning´s tilgang er 100 % formålsorienteret. Hvad skal historien bruges til?
se også hans skema i bogen "The Squirrel",



I Eva Christensens artikel "Og det kaldte vi populært for skunk work" i bogen "Historiefortælling i praktisk kommunikation", Roskilde Universitetsforlag, 2004, nævnes en kulturanalytisk tilgang til historierne: The Uniqueness Paradox in Organizational Stories, Joanne Martin, Martha S. Feldman, Mary Jo Hatch, Sim B. Sitkin, Administrative Science Quarterly, Vol. 28, No. 3, Organizational Culture (Sep., 1983), pp. 438-453, doi:10.2307/2392251 - her nævnes syv former:
What will happen if I break a rule? Is the Big Boss human? can the little person rise to the top? Will I get fired? Will the organization help me when I have to move? How will the Boss react to mistakes? How will the organisation deal with obstacles?
Interessant er det, at artiklen er fra 1983, lang tid før nogen interesserede sig for storytelling, og at der udelukkende fokuseres på hvad resultatet af historien er.

Saturday, September 23, 2006

Springboard Stories / Eventyrmodel til iværksættere

Iværksættere har et konkret udfordring: De vil gerne sælge deres produkt til potentielle kunder. De henvender sig derfor til mig og spørger, om Springboard Story-modellen kan bruges til at få kunder til at købe deres produkt. En Springboard Story fortælles for at få en effekt - lytterne skal konkretisere den forandring, som historien fremviser. De skal tænke: Hvad skal jeg gøre, for at den forandring bliver effektueret? Iværksætteren spørger mig: Er det ikke en ønsket forandring, at få en kunde til at købe mit produkt?

Der er tre udfordringer i dette:

1. Steve Denning´s udgangspunkt er den interne udvikling. Springboard Stories ër et ledelses-redskab, ikke historier, der er velegnet til at brande. I branding skal du lede efter personlige succes historier, der er relateret til dit iværksætterprodukt. Hvis du så kan linke din personlige historie, så den er organisk forbundet med dit iværksætterprojekt - se "Fortæl en historie, pp. 74-76 - opskriften for
succes.

2. Hvis du ikke lykkes med Springboard modellen, kunne du prøve at konstruere en historie efter følgende eventyr-skabelon:

- inspiration kan også findes i Rolf Jensen´s "Heartstorm".

I går var jeg ude ved nogle iværksættere. Vi hørte to succes-historier. Begge passede til eventyr-modellen.

Da de to iværksættere fortalte, gav jeg følgende respons: Fortællerne manglede markeringen af vendepunktet. Ikke for at fortælle skabelon-agtigt. Men her var det tydeligt, at en pause i det mest spændende punkt (iværksætteren var lige ved at miste en stor kunde) ville have gjort underværker.

3. Når du konstruerer en Springboard historie, er der tre momenter:
A. Formuler et ønskværdigt, konkret fremtidsønske.
B. Fortæl en historie fra fortiden, hvor dette fremtidsønske allerede er sket.
C. Link historien til virkeligheden ved at sige: Forestil jer, hvis .. Tænk hvis ...
Punktet C er et kernepunkt. Det er det, der skaber effekten af historien: At lytterne springer frem for at tage ejerskab til idéen og gå i action-mode.
Du skal være meget omhyggelig med at lave en elegant formulering af linket, når du taler med en kunde. Vedkommende skal langsomt finde linket selv til den handling, du vil have ham til.

Nogle erfaringer med at være en iværksætter, der skal sælge et produkt vha. en historie?

At give respons på en historie

Et menneske fortæller en historie til et andet menneske. Lytteren bliver ikke helt fanget, historien er for lang, det er ikke helt til at finde ud af, hvorfor lytteren skal høre den historie lige nu, fortælleren bliver i tvivl undervejs og ledes på afveje. Når historien er slut, er det sin sag at påpege de fejl og mangler, der var ved historien.
Mange oplever det meget personligt og sårende at få respons på en fortalt historie.
Derfor er det vigtigt at give folk redskaber til respons.
I min bog, "Fortæl en historie" angiver jeg en måde, hvorpå en sådan respons kan gives:

1. angiv det klareste billede.
2. fortæl om en ting ved fortælleren, som du godt kunne lide
3. fortæl hvad du lærte af historien
4. giv et godt råd til fortællerens måde at fortælle historien på
5. giv et godt råd til hvordan historiens effekt kan blive bedre

Jeg har brugt metoden, bl.a. på Ollerup-kurset i foråret. Den har fungeret OK, men ikke optimalt. Der er noget med opdelingen i positiv (de tre første) og negativ (de to sidste), der ikke fungerer.

I går var jeg ude og undervise en gruppe iværksættere.
Uden at jeg tænkte over, hvad der skete, udviklede jeg en ny metode, som fungerede langt bedre.

I stedet for at dele repsonsen i positiv/negativ, delte jeg den i oplevelsesorienteret respons (billede og fortæller) og indholdsmæssig respons (indhold og effekt)

To adskilte responsforløb:

1. angiv det klareste billede & fortæl om en ting ved fortælleren, som du godt kunne lide

Opsamling.

2. Hvad var historiens tema og kan den forbedres, så den kan fortælles til en bestemt gruppe mennesker med et bestemt formål.

Opsamling.

Det var 100 % naturligt og der var ikke en, der så tvivlende ud - der var flere, der nikkede, da de forstod opdelingen - super. En måde, som jeg vil arbejde videre med.

Har du erfaringer med at give respons på en fortalt historie?
Har du erfaringer med at få respons på en fortalt historie?

Monday, September 18, 2006

Steve Jobs

Sidder og forbereder mig til undervisning på CBS.
Læser Steve Jobs interview fra 1995, hvor han var ude af Apple.
Det er en visionær person, der taler.
Men det er også en skrøbelig, på kanten til det bitre, menneske, der taler om sit livsværk og hvordan det skamrides af de forkerte personer - et lærerigt interview.

http://americanhistory.si.edu/collections/comphist/sj1.html

Berättar slam i Skåne

Onsdag den 12. september var jeg i Malmö for at deltage i Beretter Slam. Vi var syv fortællere, der skulle konkurrere med hinanden.
Lokalet var fyldt, konferencieren var i rødt, sort hår, smuk profil og et godt overblik. Dommerne delte point ud på en skala fra 0,1 til 9,9.

Christina Claesson, min kollega i Beretter Akademiet, begyndte.
Hun var klar i sin fortælling om manden, der blev til et træ.
Anders Granström, min anden kollega i Beretter Akademiet, var nr. 2. Hans performance var som altid brilliant.

Jeg havde forberedt en hel ny historie, som jeg havde lavet aftenen før. Om en præst, der står oppe på Øresundsbroens højeste punkt i sin kjole. Han står oppe på rækværket og læner sig ud mod vandet. Vinden er det eneste, der holder ham oppe. Magareta Olsson og hendes makker, Pelle et eller andet, kører op på broen - Margareta taler ham stille ned fra rækværket. Anders Hansen, en rigtig dansk cowboy-politibetjent, er ved at ødelægge det hele. Kun fordi Margareta træder imellem de to, forhindrer hun præsten i at kaste sig ud i vandet.
Margareta og Pelle kører præsten hjem til præstegården i Borup.

Lytterne var meget glade for det, de hørte og dommerne gav mig næstflest point.
Kun Anders Granström fik flere.

I finalen gentog dette sig.
Jeg fortalte historien om Ravnen, som jeg også fortæller mimisk på russisk. Jeg har lært historien af Dario Fo og den er mit hjertebarn.
En af dommerne gav mig aftenens eneste ni-tal.

Anders blev skånsk mester, men jeg var meget tæt på at vinde. Det var sjov.

Det er en meget fin form - lytterne aktiveres direkte og der er klar respons. Folk kommer over og giver tomlen og opmuntrer dig. Der er intet af det der lidt hellige, som nogen gange hviler over historiefortælling.
Lad os gøre det i Danmark.

dagbog fr

Dagbog fra 2005



Torsdag den 17. marts/fredag den 18. marts:Præsentation og workshop med Steve Denning i Stockholm i forbindelse med Fabula Festivalen, en af Skandinaviens største festivaler. Steve lavede en øvelse, jeg har set på Smithsonian event i 2003. Det var en fantastisk oplevelse. Derefter hans præsentation. Altid med Steve: Han er sin historie. Han forandrede Verdensbankens Knowledge Management strategi og han er en kedelig historiefortæller ved aftensmaden. Det er den historie, der er fantastisk.
Jeg lavede præsentation og var tilfreds. Om aftenen spurgte Steve mig, hvordan jeg synes det var gået. "Godt", sagde jeg. "Fint", sagde Steve. Jeg havde mit oplæg på Mini Disk og hørte den, lige før jeg skulle sove. Det var ikke så godt, som jeg synes det havde været at gøre.

Om morgenen ved morgenmaden sagde jeg det til Steve. "Jeg er ikke så tilfreds med min præsentation." "Nej", sagde han stille, "den var heller ikke så klar". Han roste mig for at være en fremragende historiefortæller, men præsentationen manglede klarhed. Jeg havde introduceret fire punkter, men havde kun gennemgået de to. Det vidste han allerede dagen før, men han sagde intet, før jeg var klar til at tage imod responsen. God og klar respons, som jeg kunne bruge til at skærpe min præsentation. Jeg havde fortalt en historie om første gang, jeg mødte organisationsverdenen i 2000. Den arbejdede vi videre på i løbet af formiddagen og da frokosten blev serveret, roste Steve mig for at historien var klar, enkel, præcis og at han forstod, hvofor han skulle forføres (hvilket han endnu engang gjorde mig opmærksom på, at jeg var ganske skrap til). Jeg er først og fremmest historiefortæller - derfor er det essentielt, at jeg ved retningen på min historie, når jeg skal bruge den sammen med business folk. En meget produktiv formiddag. Jeg har senere skrevet historien om min første præsentation ned. Se den her: Historie om første præsentation.

Fredag den 18. marts:Åsa Håkansson, violinist og sanger af de sjældne. Hun er fantastisk: Vi spillede et nummer på åbningseventen af Fabula Festivalen - bagefter kom Anders Granström, min kollega fra Beretter Akademiet og sagde, at jeg aldrig havde været mere klar på en scene. Jeg var direkte i mit udtryk, jeg undskyldte ingenting, jeg gav den power, jeg havde. Mit sammenspil med Åsa var suverænt. For dælen, hun er en dejlig dame.
Beretter Akademiet lavede Bagdad-variationer, en fræk suite af forskellige historier over den samme skabelon. Vi er altså nogle af de mest interessante historiefortællere, der findes. Vores metoder kopieres i en uendelig strøm, razziaer, historier under et træ etc. Beretter Akademiet sætter dagsordenen.


Onsdag den 6. april:
Slangerup Skole undervisning af 13 elever fra 7.-9. klasse. De skal ud på en anden skole i morgen og fortælle. Det var en helt igennem fantastisk dag i dag. Startede med, at der var en af eleverne, der stillede sig op i projektør-lys og ’læste op’ af en selvkomponeret historie. Det var min 'fejl'. Hun kunne ikke andet. Der var spot på hende. Hun stod på scenen højt over de andre. Hun kunne sin historie. Hun havde selv skabt historien. Det var en vidunderlig historie om et pindsvin, hvis mor blev kørt over. Åh, så tragisk, men det gik ikke ind. Fordi hun var blevet stillet deroppe af mig og vi sad langt væk, nede i salen.
Så fik jeg de tre næste ned på gulvet, væk fra den høje scene. Det var bedre. Stadig med spot på som på teater. De tre havde selv skabt alle historierne. Det var sgu flot. Gode historier. Masser af fede pointer. Men de ’læste’ op af historierne. Spottet, de andre siddende på stole, alt gjorde at stemningen var lidt stiv, lidt famlende. En af pigerne havde lavet en super krimi. Spændende og overraskende. Jeg stillede mig ved siden af hende og begyndte at snakke med hende. Om hvad der var sket. Som om hun selv havde været der. Det var sjov. Hun begyndte stille at snakke om kærlighedsakten, mordet, opklaringen. Hun stod på sine fødder og var umådeligt koncentreret, og glad. Jeg sagde til dem alle sammen, at de skulle slappe mere af. En fortæller til. Lidt bedre. En meget smuk, nærmest Andersensk historie. Så pause.
Spotten blev slukket, alle sad på gulvet på scenen. Vi fandt en fortællehat. Tre og tre fortalte. Så lidt pause. Super. De grinede, slappede af og fortalte på den mest afslappede og fantastiske måde. Det var en åbenbaring for alle, også for mig. Fordi jeg ikke rigtigt vidste, hvordan det skulle foregå fra starten, blev processen en åben, deltagende erkendelse for alle de tilstedeværende. Sikke vi ku grine og gyse. Historiefortælling er ikke så svært: Slap af, mærk de andre, mærk dig selv, fortæl med glæde. Simpelt at fortælle om, en kunst at mestre.
Glæder mig til fredag, hvor vi skal sidde på scenekanten, spise popcorn, lade fortællehatten gå rundt og fortælle og høre historier. Der kommer 300 elever og skal lytte til mine elever.

Tirsdag den 12. april:
Slangerup Skole undervisning af 13 elever fra 7.-9. klasse. Mail fra ane Vestergaard Hansen,
Kære Svend-Erik! Tusind tak for din indsats i sidste uge. Det var en dejligt at opleve eleverne på scenen om fredagen og deres engagement og sammenhold i løbet af ugen. Du formåede virkelig at få dem til at udgøre et hold, der bakkede hinanden op og havde det sjovt, samtidig med at forløbet flyttede elevernes grænser og øgede deres selvværd. Jeg vil til hver en tid anbefale et tilsvarende forløb til andre skoler.
Mange hilsener Ane

Onssdag den 27. april:
Beretter Akademiet afholder razzia på Kulledalskolen i Skåne. Det er som altid en forrygende oplevelse at se ansigterne, at læse historierne i børnenes øjne (læse skal her forstås som at se den film, som børnene ser!). Anders Granström fortæller mig, at et af børnene (en af de stille eksistenser). Han har med stor entusiasme og glæde en af de historier, han havde hørt i løbet af dagen.
Jeg har læst et citat af Salman Rushdie, som jeg ikke rigtigt kan glemme. Citatet lyder: "Those who do not have power over the story that dominates their lives, power to retell it, rethink it, deconstruct it, joke about it, and change it as times change, trylu are powerless, because they cannot think new thoughts." Salman Rushdie, her fra "The Power of Personal Storytelling", Jack Maguire, 1998. Det bliver udgangspunktet for en god snak om at være et fleksibelt menneske. Hvis du ikke er fleksibel i din fortid, er du det heller ikke din fremtid og det, du gør lige nu, påvirkes af stivheden i de to virkelighedsopfattelser. Et fleksibelt menneske er altid parat til at tage sin historie op til revurdering. Også kernefortællingen om dit liv.

Thursday, March 23, 2006

Elefanter

Når elefanter slås, går det ud over græsset.

En situationsrapport fra verden. Det er som om, to modsatrettede kæmper har sat hinanden stævne og nu gælder det for os andre om at komme i dækning, i hvert fald ikke agere græs på kamppladsen.

Med håb om en fremtid, hvor græs og elefanter finder en måde at leve på, som ikke skader hinanden.

Svend-Erik

At fortælle om sit eget liv

Personlige historier er nemme at fortælle fordi
- Du kan godt genkalde, hvordan der så ud i et rum, du selv har været i
- Du kan beskrive detaljer om en person, som du selv har mødt
- Du kender den følelse, der opstod i situationen. Du var der jo selv og det var dig, der blev glad, vred, irriteret, oprørt …
- Det giver energi og er meningsfyldt.
- Det skaber sammenhold - en god latter er et fantastisk middel til at få et hold til at fungere.
- Det skaber ejerskab. Den enkelte medarbejder får lov til at fortælle sig selv ind i arbejdspladsens historie.

Personlige historier er svære at fortælle fordi
- Du fortaber dig i uvedkommende detaljer
- Din relation til den, du fortæller om, skinner for tydeligt igennem
- Du overvældes af følelsen og kan ikke fastholde strukturen
- Du bliver så optaget af at det er sjovt at du glemmer hvorfor du fortæller historien
- Du går så meget efter pointen, at din måde at fortælle på bliver søgt
- Du bliver for personlig. Din historie opleves ikke som en, de andre medarbejdere på arbejdspladsen må fortælle videre på.

Tuesday, March 21, 2006

Lysets kræfter

I dag er det forårsjævndøgn. Lige meget lys og mørke og i morgen er der mere af lyset end af mørket.

Inspirerende at tænke på. I går hørte jeg raido, DR P1. Jens Gaardbo havde en gæst på besøg, Steen Møller - ham med Daimi og halmhuse og en herlig nordjysk accent. Han havde ingen gæld, ingen tilskud. Han fortalte om de mørke kræfter, som han ser. Det mørke, som omgiver os, når vi køber endnu en dims, endnu et substitut for det, som er virkeligt: Mennesker og poesi, historiefortælling.
I 2005 skrev jeg ligesom alle andre en kronik om H.C. Andersen. Da jeg har snakket færdig med H.C. og sagt, at jeg hellere vil snakke med hans bedstemor end med ham, smiler han og siger, at han vil hilse. Så går jeg derfra med en tanke om poesien. her er sidste del af kronikken, bragt i frederiksborg amts avis den 23. januar 2005:

På stien hører jeg, at der er meget vand i bækken. Den klukker. Den har en egen sang, en poetisk tone. Jeg har aldrig hørt en bæk klukke sådan. Som om den klukkede og gjorde glad kun for min skyld. Og det er det, der måske er det største. Jeg ved, at det er til kun for mig, men samtidig mærker jeg og forstår, at det ikke som alt andet i vor tid ellers er. Jeg leder for at finde det rigtige udtryk. Så slår det mig. Aleneskabende! Det er det, vi hele tiden omgiver os med. Ting, som gør os mere alene. Poesien, derimod, gør ingen alene. Snarere får den mig til at hænge sammen med andre mennesker. For de kan også, hvis de bare lytter på den måde, opleve det samme. Det er der. Lige foran vores øjne, i vores ører, på vores krop.

Woodstories

Weekendens fortællearrangement på skønt beliggende Fændrikhus ved Esrum Sø, som man finder på en god halvandet kilometers vandring ...